Om bivoksen
Alle vores lys er støbt i 100% bivoks. Et levende materiale, som bierne selv skaber, og som skifter en anelse med årstiden, blomsterne og stedet, voksen kommer fra.
Her er svarene på de spørgsmål, vi oftest får om voksen.
Er jeres bivoks 100% naturlig?
Ja. Vi bruger udelukkende ren bivoks fra honningproduktion, uden tilsætninger. Voksen er food-grade, altså så ren, at den må bruges i kontakt med fødevarer. Og alt bliver støbt efter vores egne forme, opskrifter og standarder.
Brænder bivokslys med en ren flamme?
Ja, og det er ikke bare noget, vi siger. Bivokslysets rolige, stabile flamme er netop det, der giver en ren forbrænding. Miljøstyrelsens målinger viser, at levende lys, der brænder roligt uden træk, udleder meget få partikler og næsten ingen sod. Partiklerne er hovedsageligt vandopløselige salte fra vægen, som opløses naturligt i luftvejene, og de kan ikke sammenlignes med sodpartikler fra trafik eller brændeovne.
Kilde: Environmentally friendly candles with reduced particle emissions, Miljøstyrelsen
Et tysk studie fra Bayreuth Universitet sammenlignede forbrændingen af paraffin-, stearin- og bivokslys. Bivokslysene udledte de laveste niveauer af dioxiner, PAH’er og aldehyder, selv i et såkaldt “worst case”-scenarie. Forskernes konklusion: bivokslys udgør ingen sundhedsrisiko ved normal brug.
Et studie fra Iowa State University fandt det samme: næsten ingen sod og ingen målbare mængder skadelige aldehyder. Tilsammen gør det bivokslys til et af de tryggeste valg for luften derhjemme.
Hvordan får I den råhvide farve?
Vi renser den naturlige bivoks med aktivt kul. Farvepigmenter og små urenheder binder sig til kullet og bliver filtreret fra. Processen er skånsom nok til, at voksen beholder sin naturlige duft og struktur. Det er præcis samme voks, bare lysere.
Hvorfor kan farven variere en smule?
Fordi bivoks er et naturmateriale. Farven afhænger af årstiden, blomsterne og området, hvor bierne har samlet nektar. To lys er aldrig helt ens, og det er præcis det, vi synes gør bivoksen smuk.
Hvordan foregår produktionen?
Vi udvikler og designer alt selv, fra væger og forme til udtryk og emballage. Selve støbningen sker hos specialiserede værksteder, der udelukkende arbejder med naturvoks, efter vores opskrifter og standarder. Sådan bevarer vi håndværket og kan samtidig lave nok lys til at dele dem med flere.
Om bierne og naturen
Uden bier, ingen bivoks. Og uden bivoks, ingen bivokslys. Her kan du læse, hvordan vi forholder os til bierne og naturen omkring dem.
Tager bierne skade, når man bruger bivoks?
Nej, tværtimod. Bivoks er et naturligt biprodukt fra honningproduktionen. Biavleren fjerner den overskydende voks for at give bierne plads til at bygge nyt. Det forhindrer, at kolonien sværmer og flyver væk, og holder bifamilien sund og stabil. Bier trives, når de arbejder, og en velpasset bifamilie er til gavn for både bier og biavler.
Truer honningbier de vilde bier?
Undersøgelser fra Danmark og Norden viser, at honningbier og vilde bier sagtens kan leve side om side, når der er blomster og levesteder nok. Den største trussel mod de vilde bier er ikke honningbierne, men manglen på blomstring og biodiversitet. Derfor støtter vi tiltag, der giver mere vild natur og flere blomster i landskabet.
Hvordan tænker I bæredygtighed?
For os er bæredygtighed mådehold. Færre ting, der holder længere, frem for mere af det hele. Det handler om kvalitet, omtanke og et liv med mening. Vi er ikke perfekte, men vi tager små, ærlige skridt i den rigtige retning.
Om brugen af lysene
Hvert bivokslys opfører sig lidt forskelligt, ligesom naturen selv. Her er svarene på det, vi oftest bliver spurgt om, når lysene er kommet hjem og skal tændes.
Mit lys soder, hvad gør jeg forkert?
Du gør sikkert ikke noget forkert. Sod handler næsten altid om flammens forhold, ikke om materialet. Er vægen for lang, eller står lyset i træk, blafrer flammen og danner sod. Klip vægen til cirka en halv centimeter, før du tænder, og giv lyset en plads uden luftstrøm. Så brænder det roligt igen.
Hvorfor ryger det, når jeg slukker det?
Når du puster et lys ud, gløder vægen et øjeblik videre og forbrænder den voks, den lige har suget op. Deraf den lille røgfane. Det er helt normalt og ikke et tegn på, at noget er galt.
Vil du helt undgå røgen, så dyp vægen i den smeltede voks, eller brug en lyseslukker. Så stopper forbrændingen med det samme.
Hvordan får jeg lyset til at brænde pænt?
Som udgangspunkt skal du ikke gøre noget. Lysene er designet til at brænde pænt af sig selv. Bliver flammen for stor, klipper du vægen en smule. Og vil du være ekstra omhyggelig, så lad lyset brænde, til voksen er smeltet helt ud til kanten, første gang du tænder det. Så holder formen sig jævn hele vejen ned.
Kan jeg genbruge restvoksen?
Ja. Voksen er helt ren, så den kan smeltes om og støbes til nye lys, igen og igen, uden at miste kvalitet. Intet behøver gå til spilde.
Hvor længe brænder et bivokslys?
Typisk 1,5 til 2 gange længere end almindelige paraffinlys med samme mængde voks. Vi optimerer løbende væge og form, så hver model brænder så længe som muligt. Både fordi det giver et bedre lys, og fordi materialet fortjener at blive brugt fuldt ud.
Om levering og emballage
Vi prøver at gøre det enkelt hele vejen, også efter du har trykket bestil. Her er svarene om levering, emballage og alt det praktiske.
Hvordan bliver min ordre pakket?
Din ordre pakkes på vores lager i Nordjylland, i en papkasse der passer til indholdet, så vi ikke sender unødig luft. Emballagen er genanvendeligt pap og papir, og vi bruger kun det fyld, der skal til, for at lysene kommer sikkert frem.
Er jeres emballage bæredygtig?
Vi bruger så få materialer som muligt og vælger løsninger, der kan genbruges eller genanvendes. Pap, papir og plantebaserede materialer er udgangspunktet. Enkelte elementer kan stadig indeholde plast, dér hvor det giver bedst mening for holdbarhed og hygiejne. Vigtigst af alt: emballagen skal beskytte lysene og være nem at skille ad, når du sorterer den.
Hvorfor bruger I plastbeholder i fyrfadslyset?
Ærligt svar: fordi det fungerer bedst i praksis. Aluminium kræver meget energi at fremstille, og glas bliver for tungt under transport. Vi arbejder stadig på en version helt uden kop, men den skal kunne bruges nemt og sikkert, også hvis man ikke har en holder til fyrfadslys.
Hvordan bliver jeres materialer transporteret?
Med tog eller skib, aldrig med fly. Det gælder alt, vi får leveret fra vores partnere: voks, væger og pap. Det tager lidt længere tid, men sparer en betydelig mængde CO₂.
Hvordan leveres min ordre?
Vi sender med DAO og GLS. Levering til pakkeshop koster 39 kr. og er gratis fra 600 kr. Hjemmelevering koster 59 kr., og 19 kr. fra 600 kr. De fleste ordrer er fremme inden for 1 til 3 hverdage.
